3. Supplerende latinstykker (kap. IX-XII)

Phaedrus
De fleste litterære genrer har fundet deres form i oldtidens Grækenland: dramaet (tragedie og komedie), lyrik, historieskrivning, filosofi, epos osv er genrer, som lå klar allerede i det 5. årh. f.Kr. Romerne overtog genrerne og tilpassede dem den romerske smag. Det er også tilfældet med fablen (fabula), en fortælling på vers eller prosa, som går tilbage til den græske fabeldigter Æsop fra det 6. årh.f.Kr. Den romerske digter Phaedrus (1. årh. e.Kr.) hentede sit stof fra Æsop og omformede disse fortællinger, som ofte var om dyr, til letløbende vers. Med Phaedrus er vi i den tidlige kejsertid, hvor ytringsfriheden ganske vist er til stede, men man skulle nok vogte sig for at sige tingene alt for ligeud. Derfor er fablen en velegnet genre til at få sagt sandheder om menneskets natur (måske især magthavernes) og samfundets uretfærdigheder. Fablen indledes eller afsluttes med en kort, pointeret morale.

Tre latinske bibeltekster
Kristendommen begyndte som en lille fraktion af jøder, der havde fulgt Jesus og troede på, at han var den Messias eller Kristus, som jøderne havde ventet på i århundreder. Senere bredte den nye religion sig over hele Romerriget, og der blev behov for oversættelser af Det gamle Testamente, der er skrevet på hebraisk, og Det nye Testamente, der er skrevet på græsk, til hele den vestlige del af Romerriget, hvor latin var det fremherskende sprog. I 380erne e.Kr. udgav Hieronymus en samlet oversættelse, som stadig er den katolske kirkes officielle bibel. Den kaldes derfor Vulgata, ’den almindeligt udbredte’.
Babelstårnet
Juleevangeliet
Giv Cæsar, hvad Cæsars er

Tycho Brahe om den nye stjerne
Den 11. november 1572 opdagede den 26-årige Thyge Ottesen Brahe en ny stjerne på himlen. Fra gårdspladsen på sin fars herregård Knudstrup i Skåne kunne han med sit trænede øje se, at der var sket noget nyt. ’Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen,’ skriver han på latin i en bog De nova stella, som blev trykt i København 1573. Her offentliggør han under sit latinske navn Tycho Brahe Danus den epokegørende opdagelse, som strider mod den opfattelse af himmelrummets uforanderlighed, der havde hersket lige siden oldtiden.


I skolestuen
Christian 4. skriver stil
I renæssancen var det en selvfølge, at folk med indflydelse kunne beherske latin både skriftligt og mundtligt. Derfor blev den unge prins Christian (den senere Christian 4.) sat til at skrive latinske stile flere gange ugentligt, fra han var seks år. Hans stilebøger med de latinske stile er bevaret og giver et indblik i tidens pædagogiske strømninger og i særdeleshed i et fyrstebarns tankeverden. Den her gengivne stil er fra den sidste stilebog, skrevet af en 16-årig konge, og er formet som et brev til rigets kansler (’statsminister’), Niels Kaas. Emnet er en anmodning fra Christian om at måtte besøge Tycho Brahe på Hven, som på trods af sine astronomiske evner ikke var populær hos Rigsrådet. Hans behandling af bønderne på Hven og hans ægteskabelige problemer var ikke noget, den lille Christian skulle se. Derfor er det også først efter nogen tids tovtrækkeri, at Christian får lov til at komme på besøg til Uraniborg på Hven den 3. juli 1592.